Der er tre hovedtyper af glasfibergitterproduktionsprocesser: frem- og tilbagegående fibervikling, kontinuerlig fibervikling og centrifugalstøbning.
Frem- og tilbagegående fibervikling (en metode med fast-længde): I denne proces kører imprægneringstanken frem og tilbage med en roterende dorn. Lange glasfiberfilamenter lægges i en vis vinkel i forhold til dornaksen. Viklevinklen styres af forholdet mellem imprægneringstankens bevægelseshastighed og dornens rotationshastighed. Den translationelle bevægelse af imprægneringstanken er computerstyret elektromekanisk kontrol. Antallet af viklingslag øges gradvist, indtil den beregnede vægtykkelse er nået. Efter vikling er harpiksen i produktet som udgangspunkt hærdet. Efter hærdning fjernes dornen fra glasfiberrøret.
Kontinuerlig fibervikling (en kontinuerlig metode): I denne proces bevæger røret sig gennem en fødestation, der forsyner en blanding af harpiks-imprægneret, ikke-snoet roving, hakkede glasfiberfibre og harpikssand. Røret dannes efterhånden som dornen kontinuerligt bevæger sig frem.
Centrifugalstøbeproces (en metode med fast-længde): I denne proces føres skåret glasfiberarmering og sand ind i en stålform fastgjort til et leje. Umættet harpiks med en katalysator sprøjtes ind i den ene ende af formen, hvilket imprægnerer forstærkningen. Under centrifugalkraft fortrænger harpiksen luft fra fibrene og fyldstofferne, hvilket skaber et tæt, ikke-porøst kompositmateriale. På grund af centrifugalkraften dannes der et glat, harpiks--rigt indre overfladelag på rørets indervæg, som derefter hærder ved en højere temperatur. Rør fremstillet ved hjælp af denne metode kaldes også glasfiberforstærkede plastik (FRP) sandfyldte rør-.
Der er langt flere producenter verden over, der bruger frem- og tilbagegående fiberviklingsproces, end dem, der bruger de to andre metoder. En grund er, at FRP-rør fremstillet ved hjælp af denne proces har et bredere anvendelsesområde og bedre anvendelighed.
